|
Historisk Forening 1948 - 2006
( Fra Historisk Forening for Værløse Kommunes årsskrift
"Witherløse" 2006)
Af Bent Damsgaard-Sørensen
Som det fremgår af forordet til foreningens første årsskrift fra
1949, ”blev Historisk Forening for Værløse kommune” stiftet den 30.
september 1948 på Lille Værløses gamle skole, hvor ”18 interesserede
var mødt frem”. Selvom gruppen var overskuelig, er der ikke sat navne
på, men det nævnes i forbifarten, at det drejede sig om en kreds af
mænd og kvinder, der længe havde interesseret sig for sognets og
egnens historie. Hensigten eller målet var ”at få oprettet et museum,
der skulle rumme egnens gamle ting, som ellers skønnedes at ville gå
til grunde”. Desuden ”at få optegnet sognets og egnens historie ved
samtaler med gamle mennesker og ved granskning i arkiverne”. Endelig
”at få udgivet et årshæfte, hvorved man om nogle år kunne få samlet en
bog, hvor Værløse kommunes og egnens historie var skildret”. Der var
således fri bevægelighed over kommunegrænsen, selvom det ikke fremgik
af foreningens navn.
Man ville altså ikke ligge på den lade side, og når vi ser bort fra
det sidstnævnte mål med bogen, må vi faktisk erkende, at målsætningen
i grunden er nået i dag, 58 år senere. Vi kan da også slå fast, at de
få medlemmer i kredsen er blevet til flere hundrede i mellemtiden.
I samme årsskrift bliver den omtalte anonymitet trods alt delvis
brudt, idet en nedsat arbejdsgruppe på 9 personer har lagt navn til
forordet, hvor ovennævnte citater stammer fra. Ingen af de pågældende
lever i dag, men vi skylder dem tak, fordi de tog initiativet og
skabte en livskraftig forening i Værløse kommune! Forudsætningen for
at det hele kunne lade sig gøre var i sagens natur, at de nødvendige
engagerede personer var til stede i lokalsamfundet, og hertil hører
følgende som noget aldeles afgørende i hele historien.
 Karl
Nielsen kommer til byen
I 1944 flyttede kulsvier Karl Kristian Nielsen ind i en lejlighed i
Bybrøndstræde i Kirke Værløse. Med sig havde kan en stor samling
oldsager, som han havde skaffet sig på forskellig måde, fortrinsvis
fra besættelsesårenes mange tørvegrave. Til daglig var han beskæftiget
med en anden af krigsårenes industrier at brænde trækul i Ganløse Ore,
men hans store interesse var absolut arkæologien på nærmest
professionelt niveau, og datidens fagarkæologer, blandt andre Knud A.
Larsen fra Nationalmuseet, begyndte allerede i 1947 et samarbejde med
Karl Nielsen. Det kom faktisk så vidt, at man fandt ham kvalificeret
til optagelse i Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, hvilket var
en meget fornem anerkendelse af hans indsats.
Efter at nogle af hans fund havde været udstillet på en særudstilling
på Nationalmuseet i 1948, kom Karl Nielsen med i den omtalte
arbejdsgruppe, hvis mål som nævnt var dannelsen af en forening og
oprettelsen af et museum i Værløse. Af forskellige grunde var han ikke
særlig varm på tanken i starten, men da foreningen var startet og
tilmed med Karl Nielsen i egen person som formand, var hans spontane
reaktion til det skete: ”Ideen kan som bekendt
gribe en mand”. Det blev indledningen til 29 frugtbare år for den
nystartede forening, hvor han hele vejen igennem var den absolutte
frontfigur og inspirator.
Bag sig havde Karl Nielsen fra starten en bred og varieret kreds af
lokale personer, han kunne trække på, ikke blot til møder og
arrangementer men også til det praktiske arbejde i marken. Det var
ikke mindst væsentligt for ham at holde gang i de arkæologiske
aktiviteter, der kunne bringe nye fund for dagen og øge vores viden om
de ældste tider på egnen. Hans virkeområde var således i bogstavelig
forstand grænseløst.
På foreningens første ordinære generalforsamling på Værløse
Afholdshotel, allerede inden året var omme, lagde Karl Nielsen sin
arbejdsplan frem, hvorefter han kunne aflægge beretning om de allerede
opnåede resultater. Meget apropos kunne hans gode ven Knud A. Larsen
følge op med et foredrag, der rimeligt nok drejede sig om kommunens og
formentlig også egnens forhistorie. Foreningens nye
fremtidsorienterede vedtægter kom naturligvis også i anvendelse for
første gang. Ganske uden problemer valgtes den foreløbige
arbejdsgruppe fra stiftelsen fem måneder tidligere til bestyrelsen.
Når man vender tilbage til hele denne første periode på
foreningsniveau, er det tydeligt, at aktiviteterne var lagt i
nogenlunde faste og overskuelige rammer. Dette afspejles da også i de
årsberetninger under betegnelsen ”I årets løb”, som kan læses i
årsskrifterne. Ud over de meget givende arkæologiske undersøgelser og
udgravninger, Karl Nielsen stod i spidsen for, kan helt generelt
nævnes de årlige ekskursioner for medlemskredsen. I maj måned var
tilbuddet en lokal vandretur, i sommerens løb fulgte så en éndags
bustur, fx til et par interessante steder på Sjælland, og i september
sluttedes af med en ny vandretur på egnen, hvor man også gerne kom
udenfor kommunegrænserne. Således kan det også noteres som noget
nærmest uomgængeligt, at der ved generalforsamlingen i februar eller
måske marts var afsat tid til et foredrag efter kaffebordet, hvor
emnet var lokalhistorisk eller historisk.
De historiske samlinger
 Ambitionerne
og aktiviteterne gik i øvrigt helt klart efter at få øget
medlemskredsen og få indsamlet genstande fra egnen fra både medlemmer
og andre, så der kunne blive grundlag for det ønskede museum. Der
skulle imidlertid gå 5 år, før mulighederne var til stede, og i den
periode hobede de indkomne genstande sig op, hjulpet på vej af, at
giverne blev nævnt i årsskrifterne samtidig med, at mange af de mest
interessante genstande blev omtalt på generalforsamlingerne.
Byudviklingen - ikke mindst i kommunens centrum - var efterhånden
kommet så vidt, at færdiggørelsen af en ny skole i Lille Værløse blev
fremskyndet, efter at den tidligere var gået mere eller mindre i stå
og lå brak i flere år. Dette betød, at den gamle skole i bymidten blev
frigjort til andet formål fra 1952, og selve klasselokalet med forrum
blev stillet til rådighed for Historisk Forening af sognerådet, der
havde været vidne til foreningens tydelige fremgang.
 Den
14. februar 1953 kunne de historiske samlinger, som Karl Nielsen og
hans hjælpere havde indrettet, indvies med taler af bl.a. formanden,
sognerådsformand Chr. Hauch og overinspektør ved Nationalmuseet,
Therkel Mathiassen. Her må det også være relevant at nævne gårdejer
Karl Larsen fra Farum, der i sin tale blandt andet sagde, at han var
ked af, at de ikke havde beholdt Karl Nielsen i Farum, hvor han havde
boet i 10 år, inden han kom til Værløse.
Det skulle vise sig, at pladsen hurtigt blev alt for trang i det
tildelte klasselokale, som allerede det første år blev besøgt af 500
mennesker. De mange indkomne genstande hobede sig helt bogstaveligt op
i lokalet og i forskellige uhensigtsmæssige fjerndepoter. Allerede i
1954 er i katalogerne noteret 920 historiske ting og 450 oldsager,
hvoraf sidstnævnte primært stammede fra Karl Nielsens samling. Alt
dette gav bestyrelsen rimelig anledning til at søge mulige løsninger,
ikke mindst med hensyn til den nødvendige depotplads, og midt i al
succesen kan man ud fra begivenhederne i de følgende år forstå og
sætte ord på de besværligheder, man reelt fik at slås med.
Jens Skov som ny forstærkning
 Generalforsamlingerne
var de årlige tilløbsstykker, og i 1956 måtte man flytte til den nye
Lille Værløse skole, fordi afholdshotellet på Ballerupvej, hvor
foreningen tidligere holdt til, var blevet nedlagt. Fra denne
generalforsamling er det ikke mindst valget af ny kasserer, der fik
betydning for foreningen, idet den hidtidige kasserer blev afløst af
Jens K. Skov, maskinmester ved Københavns Vandforsyning. Skov var
tilflytter ligesom Karl Nielsen, men blev med det samme fanget af
lokalhistorien og indskrev sig gennem de følgende års årsskrifter,
”Kend din egn”-kurser og forskellige skrifter som foreningens førende
historiefortæller med baggrund i omfattende arkivstudier. Jens Skov
holdt ud i 31 år som kasserer i bestyrelsen, inden han trak sig
tilbage, og uden at forklejne andre af hans samtidige blev han den,
der sørgede for, at foreningens målsætning blev efterlevet på bedste
måde. Det var Jens Skov, der som kasserer og samtidig nærmest
enevældig redaktør af årsskrifterne indførte, at nye medlemmer hvert
år blev nævnt på den sidste side. Først efter hans afgang, ses dette
at være ophørt, måske mest fordi det ikke samtidigt fremgår, hvem og
hvor mange medlemmer, der af forskellige årsager ophørte med deres
medlemskab.
Ved årets slutning blev der skrevet en overenskomst med kommunen, der
garanterede for samlingernes opbevaring under betryggende forhold,
selvom foreningen eventuelt skulle ophøre. Ligeledes skulle der være
lokaler til opbevaring, selvom den gamle skole blev nedrevet, og det
skulle snart vise sig, at der også blev meget andet at forhandle om i
de følgende år.
Ikke mindst foreningslivet trivedes fra starten af Karl Nielsens
formandsperiode på grund af hans sjældne evne til at holde fremmødte
tilhørere fast, hvad enten det skete i marken, hvor han virkede med
udgravninger på alle tider af året, eller ved forevisninger i den
voksende genstandssamling. Der kunne kort sagt noteres en åbenbar
medlemsopbakning i foreningen. Til tidens generalforsamlinger var
fremmødet således aldrig under 150, som kom for at høre, hvad
formanden kunne fortælle om de fremlagte genstande, der var indkommet
i det forløbne år, i starten af den overskuelige dagsorden. Hvad angår
valgene til bestyrelsen og de øvrige poster var der oftest tale om
genvalg.
 Ad
trange veje
I 1960 var hovedmeldingen i formandsberetningen, at foreningen rent
faktisk var ved at blive kvalt i sin egen succes, fordi samlingerne
for alvor fattedes plads, og det havde simpelthen aldrig set så galt
ud. Det fremgik også af diskussionen, at Mosegaarden for første gang
var på tale. Det kunne derfor være fristende på dette sted at fortælle
hele historien om, hvad dette afstedkom i de følgende 10 år, som på
mange måder kan betegnes som noget af en ørkenvandring, men dels ville
det forudsætte adskillige ekstra spalter, dels er det
”museumshistorie”. Min aktuelle opgave er imidlertid først og fremmest
at fortælle foreningens historie, uagtet tingene i sagens natur hænger
en del sammen. For særligt interesserede må jeg i stedet henvise til
Jens Skovs tilbageblik: ”Omkring museet på Mosegaarden” i årsskriftet
fra 1970.
I øvrigt skete der trods alt noget helt afgørende dette år, idet de
historiske samlinger, under den fremtidige betegnelse lokalmuseum,
rent faktisk var flyttet ind i Mosegaardens gamle staldbygning, og
efter et møde med kommunens kulturelle udvalg og Statens Museumstilsyn
ved professor P.V. Glob og andre museumsfolk blev museet og foreningen
som helhed erklæret berettiget til statstilskud med virkning fra den
1. april 1970! Optimismen kunne halvt om halvt vinde indpas i
bestyrelsen efter nogle trange år. Det var dog blevet gjort klart for
foreningen, som det fremgår af Jens Skovs tilbageblik, at Mosegaarden
kun måtte betragtes som en midlertidig løsning, og at der ikke var
plads til gården i kommunens fremtidige planer. To af længerne var et
par år før blevet overladt til Frilandsmueet, og resten skulle senere
fjernes helt. Karl Nielsen var ganske vist blevet installeret i
gårdens stuehus så tidligt som i 1965, men i princippet kun som
opsynsmand med en telefon, betalt af hans venner. I stedet var
foreningen blevet præsenteret for et par alternative løsninger, hvoraf
den mest vedholdende drejede sig om lokaler på Søndersøskolen, indtil
museet engang i fremtiden kunne få sin egen bygning i Lille Værløse.
Denne løsning var bestyrelsen absolut ikke interesseret i.
I en henvendelse til kommunalbestyrelsen skriver man således, at der
havde været en levende interesse for museet blandt sognets beboere,
”ikke mindst blandt vore ca. 600 medlemmer, og mange artikler og
indlæg i den lokale presse bekræfter denne interesse og ønsket om at
bevare Mosegaarden på dens nuværende beliggenhed. Bestyrelsen har
derfor følt det som sin pligt, uanset det gode tilbud med museets
placering på Søndersøskolen, stadig at fastholde ønsket om dets
endelige placering på Mosegaarden”. Man gik faktisk så vidt, at man
fulgte henvendelsen op med et arkitekttegnet skitseprojekt til en
museumsbygning i forbindelse med stuehuset, som man håbede kunne
bringe politikerne på bedre tanker.
Disse var dog ikke indstillet på at give sig så let, selvom der trods
alt blev givet en hjælpende hånd, økonomisk og på anden måde, for at
holde det interimistiske, men statsstøttede, museum på fode.
Foreningens skitseplaner blev taget af bordet i 1973, i øvrigt samme
år, hvor en 25-årsdag kunne festligholdes for foreningen sammen med en
20-årsdag for museet. Året efter rundede medlemstallet 700, og langt
om længe kom der så igen gang i museumsplanerne, tilmed på
Mosegaarden, efter at der var afleveret en adresse til
kommunalbestyrelsen med mange underskrifter. Der blev oven i købet
nedsat et museumsudvalg med repræsentanter for kommunen, hvor imellem
kulturudvalgets formand, Bo Kristensen, og for foreningen, der var
repræsenteret af den stærke bestyrelsestrio Karl Nielsen, Einar
Laumann Jørgensen og Tove Werner Larsen. Konsulent var arkæologen,
mag.art. Olfert Voss.
Mosegaarden som hjemsted
 1974
blev samtidig året, hvor jeg for alvor kom i kontakt med Mosegaarden
og Værløse Museum, idet jeg blev udpeget af kommunen til opgaven som
projekterende arkitekt på museets udbygning og renovering. Mens der
blev arbejdet med projektet i de nærmest følgende måneder, fortsatte
det daglige arbejde på Mosegaarden med den viden, at inden så længe
kunne det kun blive bedre. Samlingerne måtte pakkes ned og flyttes,
inden håndværkerne kunne gå i gang, og alt blev opmagasineret i en
lade på Højgaarden. Der blev dog også tid til de værdsatte
”arbejdsfrokoster” i stuehuset med formandens og kassererens
livretter. Endelig må det nævnes, at de frivillige medarbejdere, som
var en uundværlig drivkraft på museet, trådte i funktion for at få
Karl Nielsen hædret, mens tid var. Resultatet kom i starten af 1976,
hvor han tildeltes: Den kongelige belønningsmedaille af 1. klasse med
krone ved en højtidelighed på byens rådhus. Det var borgmester Ernst
Ellgaard, der hæftede medaljen på Karl Nielsens revers og takkede ham
for de mange års indsats for Historisk Forening og Værløse Museum. Som
noget typisk for Karl Nielsen var han nok meget glad, men medaljen bar
han kun den ene dag, hvorefter den blev lagt i hans skuffe, efter
sigende med den bemærkning: ”Den kan I bruge at lægge på min kiste”.
End ikke i årsskriftet nævnede han medaljen og hædersbevisningen.
I sommerens løb kom byggearbejdet godt i gang, og Karl Nielsen fulgte
det nøje og sad for bordenden ved byggemøderne. Den ønskede
færdiggørelse inden jul lykkedes ikke, hvorfor der blev arbejdet med
at få museet gjort klar til genindvielsen den 14. maj 1977. Træt, men
glad kunne Karl Nielsen som formand for bestyrelsen se sit livsværk på
plads i acceptable rammer. Et halvt år senere døde han på
amtssygehuset i Herlev efter et være ramt af et slagtilfælde.
Efter Karl Nielsen
 Uden
Karl Nielsen i formandsstolen skulle foreningen finde ud at leve
videre, og det skulle vise sig at have sine problemer i den følgende
tid. I nogle mindeord udtrykker et af foreningens trofaste medlemmer
det således: ”Karl Nielsens indstilling forpligter os i Historisk
Forening. Det bliver svært at føre hans livsværk videre, og vi ved
ikke, hvordan det kan gøres. Man det ville ikke være i Karl Nielsens
ånd, hvis foreningen og museet skulle smuldre og dø. Vi i Historisk
Forening, der har kendt ham, set hans livsværk blive til og holdt af
hans måde at være på, må føle os inspireret til at slutte op om
foreningen og museet, så arbejdet kan fortsætte og blomstre”. Uagtet
at der efterhånden er færre og færre tilbage med kendskab til Karl
Nielsen, kunne Graaskovs appellerende ord i november 1977 i parentes
bemærket måske godt genbruges her 30 år senere i 2007.
 Et
25-års jubilæum i 1978 for museet blev forbigået på grund af
formandens død, men der var over 200 deltagere til
generalforsamlingen, hvor det var Jens Skov, som bød velkommen. Tove
Werner Larsen, en af de aktive frivillige medarbejdere bag Karl
Nielsen, der havde fungeret som leder af museet, ønskede og fik også
vedtaget, at samme person ikke kunne være både museumsleder og formand
for foreningen. Hendes synspunkt var desuden, at der burde ansættes en
faguddannet leder på museet. En anden af Karl Nielsens trofaste
hjælpere, Emmi Brodersen, valgtes til formand med akklamation. Det
kunne blandt meget andet oplyses, at medlemstallet nærmede sig 900 med
raske skridt, samt at godt 50 medlemmer fungerede som vagter, og at
ordningen i øvrigt fungerede.
Tove Werner Larsen fratrådte efter eget ønske som museumsleder ved den
følgende generalforsamling året efter, men stillede op til
bestyrelsesvalget, hvor hun ikke fik stemmer nok. Ind kom som nye
Niels Bødker Thomsen og undertegnede i forbindelse med et af de få
kampvalg, som har været gennemført i foreningen. Årsagen til den
særlige, for ikke at sige prekære, situation, må nok siges at være
divergerende synspunkter med hensyn til spørgsmålet om at få ansat en
faguddannet museumsleder. Økonomien i foreningen tillod på daværende
tidspunkt slet ikke aflønningen af en sådan, men problemstillingen var
imidlertid rejst og skulle vende tilbage nogle år senere. Nogle
afledte angreb på foreningens ledelse i den givne situation forekom
trods alt noget misforståede. Under ”I årets løb” (årsskrift 1979)
udtrykte formanden, Emmi Brodersen, desuagtet og meget appellerende
ønsket om, ”at 1980 ville blive præget af sammenhold og
samarbejdsvilje til gavn for forening og museum” .
Det kunne kun gå fremad
 Tiltroen
til yderligere medlemsfremgang syntes nærmest uden grænser i disse år,
og endnu var der tilsyneladende ingen mistanke til, om statistikken
var helt skudsikker. Sikkert var det ikke desto mindre, at
aktivitetsniveauet var meget højt. Blandt andet var der gang i en del
kurser, studiekredse o.lign. samt forhandlinger med kommunen om
overtagelsen af huset på Gadekærsvej 2, også kendt som ”fru Philipsen
hus” efter den sidste ejer. Huset brugtes som depot af museet, og
tanken var at nedtage huset og genopstille det ved Mosegaarden, hvor
det kunne gøre større nytte. Desuden blev der arbejdet på etableringen
af et lokalhistorisk arkiv, i første omgang inden for Mosegaardens
rammer.
Foreningen fik i løbet af 1981 tilsagn om et tilskud på 100.000 kr.
fra kommunen til at flytte det gamle hus ved det tidligere gadekær,
som meget logisk blev døbt om til
”Gadekærshuset”. Som tilfældet havde været tidligere i forbindelse med
byggeriet af den første Værløsehal, valgtes løsningen med ”krone-til-krone”-princippet,
hvilket betød at foreningen selv lige som idrætsforeningen skulle
klare en række påløbende udgifter samt selve det praktiske arbejde på
frivillig basis. Nødvendig rådgivning blev velvilligt givet af
Frilandsmuseets chefarkitekt, Frode Kirk. Ca. 25 medlemmer og andre
interesserede var med ved husets nedtagning, efter at det var grundigt
opmålt, så det gamle tømmer kunne genanvendes inklusive alle
skævhederne.
Generalforsamlingen i 1982 er karakteriseret som den fredeligste i
mange år, hvor jeg afløste Emmi Brodersen på formandsposten, efter at
hun valgte at afgå på grund af helbredsproblemer. Trods disse klarede
hun at styre foreningen godt igennem fire svære år efter Karl Nielsens
død i samarbejde med sin bestyrelse, og det bør ikke blive glemt.
”Gadekærshuset” blev indviet efter alle kunstens regler den 16. juni
1984, og resultatet efter en naturtro møblering med alkoveseng,
bageovn m.m. var nået ved en fællesindsats af hidtil ukendt art og
omfang i foreningen og museet. ”Gadekærsgruppen” var for første gang
trådt i karakter og blev videre frem et særkende for foreningen på
linje med de øvrige frivillige medarbejdergrupper.
Den debat om foreningens fremtid, der i princippet var blevet lagt låg
på i årene umiddelbart efter Karl Nielsen, fik nu lov til at komme op
til overfladen. Medvirkende var helt konkret en ny museumslov samt, at
alle efterhånden måtte erkende, at foreningen ikke mindst i
forbindelse med museet var ved at nå det punkt, hvor frivilligheden
ikke kunne stå alene mere.
Professionaliseringen
Kort tid efter nytår 1986 udbad Statens Museumsnævn sig foreningens
vedtægter fremsendt til godkendelse, og det gjaldt nu om at finde en
løsning på spørgsmålet om museumsledelsens professionalisering. I
første omgang ansatte bestyrelsen en kontorfunktionær indenfor
budgettets ret beskedne rammer, og samtidig fandt man anledning til at
udsende en ”Orientering fra Mosegaarden” til medlemmerne, hvor der
blevet gjort rede for de aktuelle planer for den efterhånden store
virksomhed, som foreningen, museet og lokalhistorisk arkiv rent
faktisk var vokset til trods tidligere skepsis. Som noget nyt
etableredes diverse udvalg under bestyrelsen af den simple grund, at
det var nødvendigt med en fordeling af arbejdsopgaverne.
Ved det følgende års generalforsamling fratrådte to mangeårige
bestyrelsesmedlemmer, hvoraf Jens Skov efter 31 års meget aktiv
indsats som både kasserer, skribent m.m.m. Han og Lars Larsen (20 år i
bestyrelsen) udnævntes begge til æresmedlemmer. Vedtægterne, der kun
havde været gældende i 6 år, ændredes samme dag, så de var tilpasset
de nye krav fra Statens Museumsnævn, hvori der stod, ”at museets leder
skal have en universitetsuddannelse eller tilsvarende uddannelse i et
fag, der er museumsrelevant og relevant for museets arbejdsområde”. På
1988-budgettet var der imidlertid ikke en gang plads til en
museumsleder på halv tid, og det hele blev derfor en verserende sag
mellem museumsnævnet og kommunen, som skulle være med til at betale
sammen med staten.
Ved foreningens 40-års jubilæum, der blev fejret over 2 dage i oktober
1988, var museumsnævnets krav og manglende godkendelse af vedtægterne
absolut et ømt punkt. Først den 1. august 1990 havde kommunen sikret,
at der var økonomi til at ansætte arkæologen Jørgen Seit Jespersen som
museumsinspektør. Dette indebar som en følgevirkning, at der blev
frigjort ressourcer til at gøre en ekstra indsats på foreningssiden og
for medlemskredsen, bl.a. kunne kvartalsbladet ”Bavnen” på et
tidspunkt sættes i værk, hvorimod en bog om ”Kulhus” måtte udgives ved
hjælp af fondsmidler.
Mens ”Gadekærsgruppen” kastede sig over en ny opgave med at bygge en
tillempet udgave af en gammel nedlagt Kirke Værløse-smedje, gjorde
bestyrelsen en obligatorisk 4-års plan for 1995-99 færdig. I det hele
taget oplevedes en stigende formalisering af alt, hvad der havde med
bl.a. museet at gøre, og en ny museumslov, som måske kunne blive ret
afgørende for foreningen og museets fremtid, blev varslet til en gang
i begyndelse af det nye århundrede. I hvert fald var det situationen,
da jeg stoppede som formand og blev afløst af Torben Hurvig. Året var
1996, hvor smedjen blev indviet, og hvor også en af foreningens mest
aktive folk, ikke mindst som turleder i vores skove, Einar Laumann
Jørgensen, trak sig tilbage efter 32 år i bestyrelsen og blev udnævnt
til æresmedlem.
På vej mod et nyt århundrede
I et af foreningens mest begivenhedsrige år (1998), hvor foreningens
50-års jubilæum nærmest druknede i andre begivenheder, gennemførtes et
”middelaldermarked” i anledning af Værløses 750-års jubilæum. Tilmed
besøgte regentparret museet den 6. september og kunne modtage en bog,
der have været lidt længe undervejs:”Karl K. Nielsen – den lærde
kulsvier”.
På tærsklen til det nye århundredes usikre fremtid blev der udarbejdet
et nyt grundlag for museet, hvor hovedvægten flyttedes til de sidste
350 års lokalhistorie, og hvor arkæologien blev overladt til
amtsarkæologerne. Det blev samtidigt et farvel til Jørgen Seit
Jespersen og et velkommen til Ellen Elisabeth Jensen som
nutidshistoriker og museumsinspektør. For første gang ser vi, at
museumslederen skrev hele afsnittet ”I årets løb” i årsskrift 2000.
 At
noget var i gære ved århundredskiftet, som ville ændre foreningens
rolle og samspil med museet, vidste formentlig de færreste, kun at den
tidligere omtalte revision af museumsloven uundgåeligt nærmede sig Den
blev da også vedtaget i folketinget den 15. maj 2001. At foreningens
vedtægter måtte følge med stod klart, så de fleste paragraffer helt
fik karakter af museumsvedtægter. Måske skimtedes der også nogle nye
muligheder med hensyn til en forbedret økonomi og bedre lokaleforhold
på Mosegaarden, noget der havde været på ønskesedlen i adskillige år.
Indtrykket var, at kommunalbestyrelsen åbenbart var med på, at
fremtiden skulle sikres, når mulighederne var til stede, og på
kommunens budgetter for de førstkommende år var der blevet afsat beløb
til et udbygningsprojekt, hvis vi skal tro ”I årets løb” for 2002, men
alt dette var, før spørgsmålet om kommunesammenlægningen med Farum kom
på tale og blev en realitet.
Den lange historie om vores alle sammens historiske forening kan vel
passende slutte her med den afrunding, at foreningen i 2003 holdt en
reception på Mosegaarden for at fejre 50 året for det første museum i
byens gamle skole. Ca. 400 gæster blev modtaget i et opstillet,
opvarmet telt på de toppede brosten på gårdspladsen, som
Frilandsmuseet ikke fik fingrene i. Et museum for Kajs avis var
undervejs, bygget af ”Gadekærsgruppen”, men alle andre udbyningsplaner
blev desværre sat i stå.
100-års dagen for foreningens stifter Karl Kristian Nielsen blev
fejret den 14. juni 2004, og Alex Krak tiltrådte som foreningens 5.
formand. Sammen med sin bestyrelse skal han nu
prøve at skabe grundlaget for en brugbar overgang til den nye,
afgrænsede rolle, hvor Historisk Forening som sådan reelt er uden
ansvar for det statsanerkendte museum og det lokalhistoriske arkiv,
som tidligere bestyrelser med et stort team af medarbejdere skabte og
holdt i live på bedste måde.
Litteraturhenvisninger:
Til artiklen er anvendt eget ikke-tilgængeligt materiale og notater
samt
Historisk Forenings årsskrifter 1949-2006, medlemsbladet ”Bavnen”
1992-2006 og Bogen ”Karl Nielsen – den lærde Kulsvier” fra 1998.
|
