Velkommen til hjemmesiden for Værløseegnens Historiske Forening. 
Foreningen har mange aktiviteter: foredrag, ture i naturen, rundvisninger, udgivelser og flere andre ting. Se nærmere under menupunkterne ”Hvad sker der” eller ”Publikationer”. 
Mange af foreningens medlemmer deltager i frivilligt arbejde omkring lokalhistorien, lige fra arkæologi til historieforskning. Arbejdet er organiseret i grupper, der refererer til foreningen eller Furesø Museer og Arkiver. Under menupunktet ”arbejdsgrupper” finder du links til de forskellige grupper. Læs også mere om Medlemsfordele  og hvordan du melder dig ind. Nedenfor kan du se foreningens førstkommende arrangementer.

Lørdag den 3. marts 2018 kl. 11.00-14.00
Medlemsdagen afholdes for 8. gang, hvor bl.a. bestyrelsen og andre frivillige giver sig tid til snak og hygge med de fremmødte. Som vanligt byder foreningen på nogete lækkert til ganen.

Du kan både betale dit kontingent og tage årsskriftet med hjem. Benyt evt. MobilePay hvis du ikke har rede penge på dig. 
Sted: Mosegaarden

Søndag den 11. marts kl. 10-12
Morgentur i skoven

Denne skovvandring går til Nørreskoven. Hovedtemaet er Georg von Langen. Blandt andet ser vi på, hvad der er tilbage af gamle træer fra de første plantninger efter 1864 og ser på de von Langen-plantninger, som Laumann Jørgensen foretog i hans skovridderperiode.

Vi starter ved Mosegården kl. 10 med opsamling ved parkeringspladsen ved Frederiksborgvej og ved Kollekollesletten (Skolekrogshus og det gamle skovløberhus).

medlemsmoede240

Søndag d. 18. marts 2018 kl. 14 
Generalforsamling

Se dagsordenen i Bavnen nummer 1 eller her: https://vaerloesehistorie.dk/images/arkiv/2018/indkaldelse.pdf

Foredrag efter generalforsamlingen søndag 18. marts: Jernalderens trosforestillinger helt op i moderne tid af arkæolog Pernille Pantmann I jernalderen (ca. 500 f.Kr. -700 e.Kr.) var trosforestillingerne meget omfattende og kan være vanskelige for os at forstå i dag. Alligevel er der elementer, som minder meget om nogle elementer i den gamle folketro eller overtro, der eksisterede på landet især helt op i det 20. århundrede – er det en tilfældighed? Foredraget vil have en særlig nordsjællandsk vinkel på emnet, men sætter det i perspektiv med andre fund fra Danmark.

Aktuel information, nyheder og links
  • Nyhedsbreve om foreningens aktiviteter
    Tegning: Ib Friis
  • medlemsbladet Bavnen, der udkommer 4 gange årligt
  • årsskriftet Witherløse med (egns)historiske artikler
  • forårs- og efterårstur med historisk tema
  • den årlige generalforsamling med et historisk foredrag
  • historiske ture og arrangementer


  • deltagelse i arbejdsgrupper som f. eks.arkæologi

  • at arbejde med historien på museet eller arkivet

  • at deltage i studiekredse, som kan resultere i
    bogudgivelser

  • at præge foreningens arbejde på demokratisk vis

  • at formidle din egns kulturhistorie i tale, på skrift eller ved praktisk arbejde

 

 

Værløseegnens Historiske Forening har som formål at formidle viden om og kendskab til egnens historie fra oldtid til nutid samt styrke den historiske bevidsthed blandt beboerne. Egnen svarer i denne forbindelse til den gamle Værløse Kommune. 

Værløseegnens Historiske Forening samarbejder med Farum Lokalhistoriske Forening, som har de samme interesser i det område, der svarer til den gamle Farum Kommune. De to foreningers medlemmer har adgang til begge foreningers arrangementer.

Foreningen er en interesseforening, der støtter og samarbejder med Furesø Museer og udpeger to medlemmer og en suppleant til dennes bestyrelse.

Værløseegnens Historiske Forening ledes af en bestyrelse og støtter sig i det daglige arbejde til en række arbejdsudvalg og arbejdsgrupper, hvori mange af medlemmerne gør et godt stykke arbejde. Mange af foreningens medlemmer arbejder i øvrigt som frivillige for Furesø Museer, fortrinsvis for Mosegaarden og Furesø Lokalarkiv.

Se i øvrigt foreningens vedtægter og organisationsplan.

Foreningen udsender fire gange om året medlemsbladet Bavnen med omtale af aktuelle arrangementer og lokalhistorisk stof.

Desuden udsendes hvert forår et årsskrift for det afgåede år. Det indeholder artikler af lokalhistorisk art og gerne af lokale forfattere. Desuden berettes om foreningens virke gennem året.

Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen, hvor foreningens op mod 800 medlemmer har stemmeret. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts. Her vælges foreningens bestyrelse, herunder formand og kasserer.

Alle der ønsker det, kan blive medlem af foreningen. Indmeld dig via hjemmesiden eller kontakt et bestyrelsesmedlem. Vedrørende kontingent klik her


Ligeledes kan alle, der ønsker det, blive medlem af et af vore arbejdsudvalg, interesse- eller studie-grupper samt selv medvirke til start af en ny gruppe med lokalhistorisk baggrund. Kontakt et bestyrelsesmedlem og lad os tale om din idé.

Webmaster Dieter Bolt modtager gerne god råd og tilføjelser om hjemmesiden - Du kan kontakte webmasteren under menupunktet Kontakt.

Værløseegnens postadresse er: Mosegaarden, Skovgårdsallé 37, 3500 Værløse. Foreningen har ikke noget specielt kontor, men du kan altid ringe til enhver af bestyrelsens medlemmer for flere informationer.
Sekretæren Conny Laustsen har tlf.: 4498 3789.

Historisk Forening 1948 - 2006

( Fra Historisk Forening for Værløse Kommunes årsskrift "Witherløse" 2006)

Af Bent Damsgaard-Sørensen

Som det fremgår af forordet til foreningens første årsskrift fra 1949, ”blev Historisk Forening for Værløse kommune” stiftet den 30. september 1948 på Lille Værløses gamle skole, hvor ”18 interesserede var mødt frem”. Selvom gruppen var overskuelig, er der ikke sat navne på, men det nævnes i forbifarten, at det drejede sig om en kreds af mænd og kvinder, der længe havde interesseret sig for sognets og egnens historie. Hensigten eller målet var ”at få oprettet et museum, der skulle rumme egnens gamle ting, som ellers skønnedes at ville gå til grunde”. Desuden ”at få optegnet sognets og egnens historie ved samtaler med gamle mennesker og ved granskning i arkiverne”. Endelig ”at få udgivet et årshæfte, hvorved man om nogle år kunne få samlet en bog, hvor Værløse kommunes og egnens historie var skildret”. Der var således fri bevægelighed over kommunegrænsen, selvom det ikke fremgik af foreningens navn.


Man ville altså ikke ligge på den lade side, og når vi ser bort fra det sidstnævnte mål med bogen, må vi faktisk erkende, at målsætningen i grunden er nået i dag, 58 år senere. Vi kan da også slå fast, at de få medlemmer i kredsen er blevet til flere hundrede i mellemtiden. 

I samme årsskrift bliver den omtalte anonymitet trods alt delvis brudt, idet en nedsat arbejdsgruppe på 9 personer har lagt navn til forordet, hvor ovennævnte citater stammer fra. Ingen af de pågældende lever i dag, men vi skylder dem tak, fordi de tog initiativet og skabte en livskraftig forening i Værløse kommune! Forudsætningen for at det hele kunne lade sig gøre var i sagens natur, at de nødvendige engagerede personer var til stede i lokalsamfundet, og hertil hører følgende som noget aldeles afgørende i hele historien.

KarlKarl Nielsen kommer til byen
I 1944 flyttede kulsvier Karl Kristian Nielsen ind i en lejlighed i Bybrøndstræde i Kirke Værløse. Med sig havde kan en stor samling oldsager, som han havde skaffet sig på forskellig måde, fortrinsvis fra besættelsesårenes mange tørvegrave. Til daglig var han beskæftiget med en anden af krigsårenes industrier at brænde trækul i Ganløse Ore, men hans store interesse var absolut arkæologien på nærmest professionelt niveau, og datidens fagarkæologer, blandt andre Knud A. Larsen fra Nationalmuseet, begyndte allerede i 1947 et samarbejde med Karl Nielsen. Det kom faktisk så vidt, at man fandt ham kvalificeret til optagelse i Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, hvilket var en meget fornem anerkendelse af hans indsats.

Efter at nogle af hans fund havde været udstillet på en særudstilling på Nationalmuseet i 1948, kom Karl Nielsen med i den omtalte arbejdsgruppe, hvis mål som nævnt var dannelsen af en forening og oprettelsen af et museum i Værløse. Af forskellige grunde var han ikke særlig varm på tanken i starten, men da foreningen var startet og tilmed med Karl Nielsen i egen person som formand, var hans spontane reaktion til det skete: ”Ideen kan som bekendt
gribe en mand”. Det blev indledningen til 29 frugtbare år for den nystartede forening, hvor han hele vejen igennem var den absolutte frontfigur og inspirator.

Bag sig havde Karl Nielsen fra starten en bred og varieret kreds af lokale personer, han kunne trække på, ikke blot til møder og arrangementer men også til det praktiske arbejde i marken. Det var ikke mindst væsentligt for ham at holde gang i de arkæologiske aktiviteter, der kunne bringe nye fund for dagen og øge vores viden om de ældste tider på egnen. Hans virkeområde var således i bogstavelig forstand grænseløst.

På foreningens første ordinære generalforsamling på Værløse Afholdshotel, allerede inden året var omme, lagde Karl Nielsen sin arbejdsplan frem, hvorefter han kunne aflægge beretning om de allerede opnåede resultater. Meget apropos kunne hans gode ven Knud A. Larsen følge op med et foredrag, der rimeligt nok drejede sig om kommunens og formentlig også egnens forhistorie. Foreningens nye fremtidsorienterede vedtægter kom naturligvis også i anvendelse for første gang. Ganske uden problemer valgtes den foreløbige arbejdsgruppe fra stiftelsen fem måneder tidligere til bestyrelsen.

Når man vender tilbage til hele denne første periode på foreningsniveau, er det tydeligt, at aktiviteterne var lagt i nogenlunde faste og overskuelige rammer. Dette afspejles da også i de årsberetninger under betegnelsen ”I årets løb”, som kan læses i årsskrifterne. Ud over de meget givende arkæologiske undersøgelser og udgravninger, Karl Nielsen stod i spidsen for, kan helt generelt nævnes de årlige ekskursioner for medlemskredsen. I maj måned var tilbuddet en lokal vandretur, i sommerens løb fulgte så en éndags bustur, fx til et par interessante steder på Sjælland, og i september sluttedes af med en ny vandretur på egnen, hvor man også gerne kom udenfor kommunegrænserne. Således kan det også noteres som noget nærmest uomgængeligt, at der ved generalforsamlingen i februar eller måske marts var afsat tid til et foredrag efter kaffebordet, hvor emnet var lokalhistorisk eller historisk.

De historiske samlinger
indsamlingAmbitionerne og aktiviteterne gik i øvrigt helt klart efter at få øget medlemskredsen og få indsamlet genstande fra egnen fra både medlemmer og andre, så der kunne blive grundlag for det ønskede museum. Der skulle imidlertid gå 5 år, før mulighederne var til stede, og i den periode hobede de indkomne genstande sig op, hjulpet på vej af, at giverne blev nævnt i årsskrifterne samtidig med, at mange af de mest interessante genstande blev omtalt på generalforsamlingerne.

Byudviklingen - ikke mindst i kommunens centrum - var efterhånden kommet så vidt, at færdiggørelsen af en ny skole i Lille Værløse blev fremskyndet, efter at den tidligere var gået mere eller mindre i stå og lå brak i flere år. Dette betød, at den gamle skole i bymidten blev frigjort til andet formål fra 1952, og selve klasselokalet med forrum blev stillet til rådighed for Historisk Forening af sognerådet, der havde været vidne til foreningens tydelige fremgang.

bds3Den 14. februar 1953 kunne de historiske samlinger, som Karl Nielsen og hans hjælpere havde indrettet, indvies med taler af bl.a. formanden, sognerådsformand Chr. Hauch og overinspektør ved Nationalmuseet, Therkel Mathiassen. Her må det også være relevant at nævne gårdejer Karl Larsen fra Farum, der i sin tale blandt andet sagde, at han var ked af, at de ikke havde beholdt Karl Nielsen i Farum, hvor han havde boet i 10 år, inden han kom til Værløse.

Det skulle vise sig, at pladsen hurtigt blev alt for trang i det tildelte klasselokale, som allerede det første år blev besøgt af 500 mennesker. De mange indkomne genstande hobede sig helt bogstaveligt op i lokalet og i forskellige uhensigtsmæssige fjerndepoter. Allerede i 1954 er i katalogerne noteret 920 historiske ting og 450 oldsager, hvoraf sidstnævnte primært stammede fra Karl Nielsens samling. Alt dette gav bestyrelsen rimelig anledning til at søge mulige løsninger, ikke mindst med hensyn til den nødvendige depotplads, og midt i al succesen kan man ud fra begivenhederne i de følgende år forstå og sætte ord på de besværligheder, man reelt fik at slås med.

Jens Skov som ny forstærkning
bds4Generalforsamlingerne var de årlige tilløbsstykker, og i 1956 måtte man flytte til den nye Lille Værløse skole, fordi afholdshotellet på Ballerupvej, hvor foreningen tidligere holdt til, var blevet nedlagt. Fra denne generalforsamling er det ikke mindst valget af ny kasserer, der fik betydning for foreningen, idet den hidtidige kasserer blev afløst af Jens K. Skov, maskinmester ved Københavns Vandforsyning. Skov var tilflytter ligesom Karl Nielsen, men blev med det samme fanget af lokalhistorien og indskrev sig gennem de følgende års årsskrifter, ”Kend din egn”-kurser og forskellige skrifter som foreningens førende historiefortæller med baggrund i omfattende arkivstudier. Jens Skov holdt ud i 31 år som kasserer i bestyrelsen, inden han trak sig tilbage, og uden at forklejne andre af hans samtidige blev han den, der sørgede for, at foreningens målsætning blev efterlevet på bedste måde. Det var Jens Skov, der som kasserer og samtidig nærmest enevældig redaktør af årsskrifterne indførte, at nye medlemmer hvert år blev nævnt på den sidste side. Først efter hans afgang, ses dette at være ophørt, måske mest fordi det ikke samtidigt fremgår, hvem og hvor mange medlemmer, der af forskellige årsager ophørte med deres medlemskab.
Ved årets slutning blev der skrevet en overenskomst med kommunen, der garanterede for samlingernes opbevaring under betryggende forhold, selvom foreningen eventuelt skulle ophøre. Ligeledes skulle der være lokaler til opbevaring, selvom den gamle skole blev nedrevet, og det skulle snart vise sig, at der også blev meget andet at forhandle om i de følgende år.

Ikke mindst foreningslivet trivedes fra starten af Karl Nielsens formandsperiode på grund af hans sjældne evne til at holde fremmødte tilhørere fast, hvad enten det skete i marken, hvor han virkede med udgravninger på alle tider af året, eller ved forevisninger i den voksende genstandssamling. Der kunne kort sagt noteres en åbenbar medlemsopbakning i foreningen. Til tidens generalforsamlinger var fremmødet således aldrig under 150, som kom for at høre, hvad formanden kunne fortælle om de fremlagte genstande, der var indkommet i det forløbne år, i starten af den overskuelige dagsorden. Hvad angår valgene til bestyrelsen og de øvrige poster var der oftest tale om genvalg.

bds5Ad trange veje
I 1960 var hovedmeldingen i formandsberetningen, at foreningen rent faktisk var ved at blive kvalt i sin egen succes, fordi samlingerne for alvor fattedes plads, og det havde simpelthen aldrig set så galt ud. Det fremgik også af diskussionen, at Mosegaarden for første gang var på tale. Det kunne derfor være fristende på dette sted at fortælle hele historien om, hvad dette afstedkom i de følgende 10 år, som på mange måder kan betegnes som noget af en ørkenvandring, men dels ville det forudsætte adskillige ekstra spalter, dels er det ”museumshistorie”. Min aktuelle opgave er imidlertid først og fremmest at fortælle foreningens historie, uagtet tingene i sagens natur hænger en del sammen. For særligt interesserede må jeg i stedet henvise til Jens Skovs tilbageblik: ”Omkring museet på Mosegaarden” i årsskriftet fra 1970.

I øvrigt skete der trods alt noget helt afgørende dette år, idet de historiske samlinger, under den fremtidige betegnelse lokalmuseum, rent faktisk var flyttet ind i Mosegaardens gamle staldbygning, og efter et møde med kommunens kulturelle udvalg og Statens Museumstilsyn ved professor P.V. Glob og andre museumsfolk blev museet og foreningen som helhed erklæret berettiget til statstilskud med virkning fra den 1. april 1970! Optimismen kunne halvt om halvt vinde indpas i bestyrelsen efter nogle trange år. Det var dog blevet gjort klart for foreningen, som det fremgår af Jens Skovs tilbageblik, at Mosegaarden kun måtte betragtes som en midlertidig løsning, og at der ikke var plads til gården i kommunens fremtidige planer. To af længerne var et par år før blevet overladt til Frilandsmueet, og resten skulle senere fjernes helt. Karl Nielsen var ganske vist blevet installeret i gårdens stuehus så tidligt som i 1965, men i princippet kun som opsynsmand med en telefon, betalt af hans venner. I stedet var foreningen blevet præsenteret for et par alternative løsninger, hvoraf den mest vedholdende drejede sig om lokaler på Søndersøskolen, indtil museet engang i fremtiden kunne få sin egen bygning i Lille Værløse. Denne løsning var bestyrelsen absolut ikke interesseret i.

I en henvendelse til kommunalbestyrelsen skriver man således, at der havde været en levende interesse for museet blandt sognets beboere, ”ikke mindst blandt vore ca. 600 medlemmer, og mange artikler og indlæg i den lokale presse bekræfter denne interesse og ønsket om at bevare Mosegaarden på dens nuværende beliggenhed. Bestyrelsen har derfor følt det som sin pligt, uanset det gode tilbud med museets placering på Søndersøskolen, stadig at fastholde ønsket om dets endelige placering på Mosegaarden”. Man gik faktisk så vidt, at man fulgte henvendelsen op med et arkitekttegnet skitseprojekt til en museumsbygning i forbindelse med stuehuset, som man håbede kunne bringe politikerne på bedre tanker.

Disse var dog ikke indstillet på at give sig så let, selvom der trods alt blev givet en hjælpende hånd, økonomisk og på anden måde, for at holde det interimistiske, men statsstøttede, museum på fode. Foreningens skitseplaner blev taget af bordet i 1973, i øvrigt samme år, hvor en 25-årsdag kunne festligholdes for foreningen sammen med en 20-årsdag for museet. Året efter rundede medlemstallet 700, og langt om længe kom der så igen gang i museumsplanerne, tilmed på Mosegaarden, efter at der var afleveret en adresse til kommunalbestyrelsen med mange underskrifter. Der blev oven i købet nedsat et museumsudvalg med repræsentanter for kommunen, hvor imellem kulturudvalgets formand, Bo Kristensen, og for foreningen, der var repræsenteret af den stærke bestyrelsestrio Karl Nielsen, Einar Laumann Jørgensen og Tove Werner Larsen. Konsulent var arkæologen, mag.art. Olfert Voss.

Mosegaarden som hjemsted
bds61974 blev samtidig året, hvor jeg for alvor kom i kontakt med Mosegaarden og Værløse Museum, idet jeg blev udpeget af kommunen til opgaven som projekterende arkitekt på museets udbygning og renovering. Mens der blev arbejdet med projektet i de nærmest følgende måneder, fortsatte det daglige arbejde på Mosegaarden med den viden, at inden så længe kunne det kun blive bedre. Samlingerne måtte pakkes ned og flyttes, inden håndværkerne kunne gå i gang, og alt blev opmagasineret i en lade på Højgaarden. Der blev dog også tid til de værdsatte ”arbejdsfrokoster” i stuehuset med formandens og kassererens livretter. Endelig må det nævnes, at de frivillige medarbejdere, som var en uundværlig drivkraft på museet, trådte i funktion for at få Karl Nielsen hædret, mens tid var. Resultatet kom i starten af 1976, hvor han tildeltes: Den kongelige belønningsmedaille af 1. klasse med krone ved en højtidelighed på byens rådhus. Det var borgmester Ernst Ellgaard, der hæftede medaljen på Karl Nielsens revers og takkede ham for de mange års indsats for Historisk Forening og Værløse Museum. Som noget typisk for Karl Nielsen var han nok meget glad, men medaljen bar han kun den ene dag, hvorefter den blev lagt i hans skuffe, efter sigende med den bemærkning: ”Den kan I bruge at lægge på min kiste”. End ikke i årsskriftet nævnede han medaljen og hædersbevisningen.

I sommerens løb kom byggearbejdet godt i gang, og Karl Nielsen fulgte det nøje og sad for bordenden ved byggemøderne. Den ønskede færdiggørelse inden jul lykkedes ikke, hvorfor der blev arbejdet med at få museet gjort klar til genindvielsen den 14. maj 1977. Træt, men glad kunne Karl Nielsen som formand for bestyrelsen se sit livsværk på plads i acceptable rammer. Et halvt år senere døde han på amtssygehuset i Herlev efter et være ramt af et slagtilfælde.

Efter Karl Nielsen
bds7Uden Karl Nielsen i formandsstolen skulle foreningen finde ud at leve videre, og det skulle vise sig at have sine problemer i den følgende tid. I nogle mindeord udtrykker et af foreningens trofaste medlemmer det således: ”Karl Nielsens indstilling forpligter os i Historisk Forening. Det bliver svært at føre hans livsværk videre, og vi ved ikke, hvordan det kan gøres. Man det ville ikke være i Karl Nielsens ånd, hvis foreningen og museet skulle smuldre og dø. Vi i Historisk Forening, der har kendt ham, set hans livsværk blive til og holdt af hans måde at være på, må føle os inspireret til at slutte op om foreningen og museet, så arbejdet kan fortsætte og blomstre”. Uagtet at der efterhånden er færre og færre tilbage med kendskab til Karl Nielsen, kunne Graaskovs appellerende ord i november 1977 i parentes bemærket måske godt genbruges her 30 år senere i 2007.

bds8Et 25-års jubilæum i 1978 for museet blev forbigået på grund af formandens død, men der var over 200 deltagere til generalforsamlingen, hvor det var Jens Skov, som bød velkommen. Tove Werner Larsen, en af de aktive frivillige medarbejdere bag Karl Nielsen, der havde fungeret som leder af museet, ønskede og fik også vedtaget, at samme person ikke kunne være både museumsleder og formand for foreningen. Hendes synspunkt var desuden, at der burde ansættes en faguddannet leder på museet. En anden af Karl Nielsens trofaste hjælpere, Emmi Brodersen, valgtes til formand med akklamation. Det kunne blandt meget andet oplyses, at medlemstallet nærmede sig 900 med raske skridt, samt at godt 50 medlemmer fungerede som vagter, og at ordningen i øvrigt fungerede.

Tove Werner Larsen fratrådte efter eget ønske som museumsleder ved den følgende generalforsamling året efter, men stillede op til bestyrelsesvalget, hvor hun ikke fik stemmer nok. Ind kom som nye Niels Bødker Thomsen og undertegnede i forbindelse med et af de få kampvalg, som har været gennemført i foreningen. Årsagen til den særlige, for ikke at sige prekære, situation, må nok siges at være divergerende synspunkter med hensyn til spørgsmålet om at få ansat en faguddannet museumsleder. Økonomien i foreningen tillod på daværende tidspunkt slet ikke aflønningen af en sådan, men problemstillingen var imidlertid rejst og skulle vende tilbage nogle år senere. Nogle afledte angreb på foreningens ledelse i den givne situation forekom trods alt noget misforståede. Under ”I årets løb” (årsskrift 1979) udtrykte formanden, Emmi Brodersen, desuagtet og meget appellerende ønsket om, ”at 1980 ville blive præget af sammenhold og samarbejdsvilje til gavn for forening og museum” .

Det kunne kun gå fremad
bds9Tiltroen til yderligere medlemsfremgang syntes nærmest uden grænser i disse år, og endnu var der tilsyneladende ingen mistanke til, om statistikken var helt skudsikker. Sikkert var det ikke desto mindre, at aktivitetsniveauet var meget højt. Blandt andet var der gang i en del kurser, studiekredse o.lign. samt forhandlinger med kommunen om overtagelsen af huset på Gadekærsvej 2, også kendt som ”fru Philipsen hus” efter den sidste ejer. Huset brugtes som depot af museet, og tanken var at nedtage huset og genopstille det ved Mosegaarden, hvor det kunne gøre større nytte. Desuden blev der arbejdet på etableringen af et lokalhistorisk arkiv, i første omgang inden for Mosegaardens rammer.

Foreningen fik i løbet af 1981 tilsagn om et tilskud på 100.000 kr. fra kommunen til at flytte det gamle hus ved det tidligere gadekær, som meget logisk blev døbt om til
”Gadekærshuset”. Som tilfældet havde været tidligere i forbindelse med byggeriet af den første Værløsehal, valgtes løsningen med ”krone-til-krone”-princippet, hvilket betød at foreningen selv lige som idrætsforeningen skulle klare en række påløbende udgifter samt selve det praktiske arbejde på frivillig basis. Nødvendig rådgivning blev velvilligt givet af Frilandsmuseets chefarkitekt, Frode Kirk. Ca. 25 medlemmer og andre interesserede var med ved husets nedtagning, efter at det var grundigt opmålt, så det gamle tømmer kunne genanvendes inklusive alle skævhederne.

Generalforsamlingen i 1982 er karakteriseret som den fredeligste i mange år, hvor jeg afløste Emmi Brodersen på formandsposten, efter at hun valgte at afgå på grund af helbredsproblemer. Trods disse klarede hun at styre foreningen godt igennem fire svære år efter Karl Nielsens død i samarbejde med sin bestyrelse, og det bør ikke blive glemt.

”Gadekærshuset” blev indviet efter alle kunstens regler den 16. juni 1984, og resultatet efter en naturtro møblering med alkoveseng, bageovn m.m. var nået ved en fællesindsats af hidtil ukendt art og omfang i foreningen og museet. ”Gadekærsgruppen” var for første gang trådt i karakter og blev videre frem et særkende for foreningen på linje med de øvrige frivillige medarbejdergrupper.

Den debat om foreningens fremtid, der i princippet var blevet lagt låg på i årene umiddelbart efter Karl Nielsen, fik nu lov til at komme op til overfladen. Medvirkende var helt konkret en ny museumslov samt, at alle efterhånden måtte erkende, at foreningen ikke mindst i forbindelse med museet var ved at nå det punkt, hvor frivilligheden ikke kunne stå alene mere.

Professionaliseringen
Kort tid efter nytår 1986 udbad Statens Museumsnævn sig foreningens vedtægter fremsendt til godkendelse, og det gjaldt nu om at finde en løsning på spørgsmålet om museumsledelsens professionalisering. I første omgang ansatte bestyrelsen en kontorfunktionær indenfor budgettets ret beskedne rammer, og samtidig fandt man anledning til at udsende en ”Orientering fra Mosegaarden” til medlemmerne, hvor der blevet gjort rede for de aktuelle planer for den efterhånden store virksomhed, som foreningen, museet og lokalhistorisk arkiv rent faktisk var vokset til trods tidligere skepsis. Som noget nyt etableredes diverse udvalg under bestyrelsen af den simple grund, at det var nødvendigt med en fordeling af arbejdsopgaverne.

Ved det følgende års generalforsamling fratrådte to mangeårige bestyrelsesmedlemmer, hvoraf Jens Skov efter 31 års meget aktiv indsats som både kasserer, skribent m.m.m. Han og Lars Larsen (20 år i bestyrelsen) udnævntes begge til æresmedlemmer. Vedtægterne, der kun havde været gældende i 6 år, ændredes samme dag, så de var tilpasset de nye krav fra Statens Museumsnævn, hvori der stod, ”at museets leder skal have en universitetsuddannelse eller tilsvarende uddannelse i et fag, der er museumsrelevant og relevant for museets arbejdsområde”. På 1988-budgettet var der imidlertid ikke en gang plads til en museumsleder på halv tid, og det hele blev derfor en verserende sag mellem museumsnævnet og kommunen, som skulle være med til at betale sammen med staten.

Ved foreningens 40-års jubilæum, der blev fejret over 2 dage i oktober 1988, var museumsnævnets krav og manglende godkendelse af vedtægterne absolut et ømt punkt. Først den 1. august 1990 havde kommunen sikret, at der var økonomi til at ansætte arkæologen Jørgen Seit Jespersen som museumsinspektør. Dette indebar som en følgevirkning, at der blev frigjort ressourcer til at gøre en ekstra indsats på foreningssiden og for medlemskredsen, bl.a. kunne kvartalsbladet ”Bavnen” på et tidspunkt sættes i værk, hvorimod en bog om ”Kulhus” måtte udgives ved hjælp af fondsmidler.

Mens ”Gadekærsgruppen” kastede sig over en ny opgave med at bygge en tillempet udgave af en gammel nedlagt Kirke Værløse-smedje, gjorde bestyrelsen en obligatorisk 4-års plan for 1995-99 færdig. I det hele taget oplevedes en stigende formalisering af alt, hvad der havde med bl.a. museet at gøre, og en ny museumslov, som måske kunne blive ret afgørende for foreningen og museets fremtid, blev varslet til en gang i begyndelse af det nye århundrede. I hvert fald var det situationen, da jeg stoppede som formand og blev afløst af Torben Hurvig. Året var 1996, hvor smedjen blev indviet, og hvor også en af foreningens mest aktive folk, ikke mindst som turleder i vores skove, Einar Laumann Jørgensen, trak sig tilbage efter 32 år i bestyrelsen og blev udnævnt til æresmedlem.

På vej mod et nyt århundrede
I et af foreningens mest begivenhedsrige år (1998), hvor foreningens 50-års jubilæum nærmest druknede i andre begivenheder, gennemførtes et ”middelaldermarked” i anledning af Værløses 750-års jubilæum. Tilmed besøgte regentparret museet den 6. september og kunne modtage en bog, der have været lidt længe undervejs:”Karl K. Nielsen – den lærde kulsvier”.

På tærsklen til det nye århundredes usikre fremtid blev der udarbejdet et nyt grundlag for museet, hvor hovedvægten flyttedes til de sidste 350 års lokalhistorie, og hvor arkæologien blev overladt til amtsarkæologerne. Det blev samtidigt et farvel til Jørgen Seit Jespersen og et velkommen til Ellen Elisabeth Jensen som nutidshistoriker og museumsinspektør. For første gang ser vi, at museumslederen skrev hele afsnittet ”I årets løb” i årsskrift 2000.

bds10At noget var i gære ved århundredskiftet, som ville ændre foreningens rolle og samspil med museet, vidste formentlig de færreste, kun at den tidligere omtalte revision af museumsloven uundgåeligt nærmede sig Den blev da også vedtaget i folketinget den 15. maj 2001. At foreningens vedtægter måtte følge med stod klart, så de fleste paragraffer helt fik karakter af museumsvedtægter. Måske skimtedes der også nogle nye muligheder med hensyn til en forbedret økonomi og bedre lokaleforhold på Mosegaarden, noget der havde været på ønskesedlen i adskillige år. Indtrykket var, at kommunalbestyrelsen åbenbart var med på, at fremtiden skulle sikres, når mulighederne var til stede, og på kommunens budgetter for de førstkommende år var der blevet afsat beløb til et udbygningsprojekt, hvis vi skal tro ”I årets løb” for 2002, men alt dette var, før spørgsmålet om kommunesammenlægningen med Farum kom på tale og blev en realitet.
Den lange historie om vores alle sammens historiske forening kan vel passende slutte her med den afrunding, at foreningen i 2003 holdt en reception på Mosegaarden for at fejre 50 året for det første museum i byens gamle skole. Ca. 400 gæster blev modtaget i et opstillet, opvarmet telt på de toppede brosten på gårdspladsen, som Frilandsmuseet ikke fik fingrene i. Et museum for Kajs avis var undervejs, bygget af ”Gadekærsgruppen”, men alle andre udbyningsplaner blev desværre sat i stå.

100-års dagen for foreningens stifter Karl Kristian Nielsen blev fejret den 14. juni 2004, og Alex Krak tiltrådte som foreningens 5. formand. Sammen med sin bestyrelse skal han nu
prøve at skabe grundlaget for en brugbar overgang til den nye, afgrænsede rolle, hvor Historisk Forening som sådan reelt er uden ansvar for det statsanerkendte museum og det lokalhistoriske arkiv, som tidligere bestyrelser med et stort team af medarbejdere skabte og holdt i live på bedste måde.


Litteraturhenvisninger:
Til artiklen er anvendt eget ikke-tilgængeligt materiale og notater samt
Historisk Forenings årsskrifter 1949-2006, medlemsbladet ”Bavnen” 1992-2006 og Bogen ”Karl Nielsen – den lærde Kulsvier” fra 1998.