furesoesten

Et af foreningens medlemmer, Nick B. Svendsen, har udarbejdet et spændende hæfte om sten i Furesø Kommune. Hæftet er baseret på en tidligere publikation fra 2006, hvor vi stadig var henholdsvis Værløse og Farum kommuner, og den dækkede derfor kun Værløseområdet med 24 udvalgte sten. Denne publikation var et led i den daværende kommunes kulturpolitik. Den var betalt af kommunen til gratis uddeling som en god inspiration til ”mange gode ture”.

Nick har i det nye hæfte dækket hele Furesø Kommune. Nick er geolog og har meget bredt interesseret sig for sten, som vi jo finder alle vegne - enten som naturlige sten eller bearbejdede sten. Hæftet rummer sten lige fra ledeblokkene, som ligger rundt omkring og signalerer, hvorfra isen i istiden har transporteret dem til Danmark, til mere moderne skulpturer eller anden brug af de oldgamle sten- som fx den store sten, der stammer fra Østersøområdet og nu ligger ”tilpynt” foran Værløse Biograf. Man har i utallige tilfælde anvendt de gamle sten som grundlag for mange ting. Det kan dreje sig om kirkebyggeri, runesten, kilometersten, oldtidsminder som langdyssen i Nørreskov ved Fiskebæk, eller fx mindesten for 7 druknede spejdere ved Furesøen. Sådan kan man bare blive ved. Nicks hæfte er en flot guide til kommunens kulturminder af sten.

Klik her for at hente Nicks hæfte om Sten i Furesø Kommune